Kære alle jer,
Tak (!) for jeres interesse for vores kommende skole. Det betyder utrolig meget med den overvældende opbakning vi har fået!

2024 har været et bemærkelsesværdigt år for os, der længe har drømt om at åbne en neuroharmonisk friskole. Det har været både spændende og udfordrende at arbejde for en anderledes tilgang til skole og læring. Vi er dybt overvældede og taknemmelige over den enorme interesse, vi har mødt – over 70 forældre har skrevet til os, at de kunne være interesserede i at starte deres barn/børn på skolen. Det bekræfter os i, at der er et stort behov for vores vision om en skole, der favner alle børns måder at være i verden på. Vi planlægger at starte skolen op med 30 børn, hvilket vil give os de bedste muligheder for at skabe et stærkt og trygt fundament for vores skolefællesskab.

Vi ønsker at skabe mere end blot en skole – vi vil skabe et harmonisk læringsfællesskab for alle hjernetyper. Med inspiration fra Peter Vermuelens tanker om det neurodiverse og neuroharmoniske samfund, har vi valgt at betegne os som en neuroharmonisk profilskole. Dette valg afspejler vores grundlæggende overbevisning om, at der ikke findes en “normal” hjerne – hver hjerne er unik og værdifuld.

Ligesom i et smukt musikstykke, hvor hver node bidrager til den samlede harmoni, ser vi hvert barn som unikt og værdifuldt. Vi ønsker at bevæge os væk fra at tænke i afgrænsede grupper af mennesker eller hjernetyper. I stedet fokuserer vi på, hvordan alle børn – med deres individuelle måder at tænke, lære og være på – kan bidrage til og beriges af fællesskabet.

Neuroharmoni går således et skridt videre end traditionel inklusion. Hvor inklusion ofte handler om at få nogle til at passe ind i eksisterende rammer, handler neuroharmoni om at skabe et fællesskab, hvor forskellige måder at tænke, lære og være på naturligt komplimenterer hinanden og skaber noget smukt sammen. Det handler ikke om at kategorisere børn, men om at anerkende og værdsætte den mangfoldighed af tænke- og læremåder, som alle børn bringer med sig.

På vores seneste møde har vi arbejdet intensivt med at definere skolens profil. Vores fokus er at skabe et miljø, hvor hvert enkelt barn kan trives, udvikle sig og få lyst til at lære.. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og styrker, samtidig med at vi har fokus på fællesskabet.

Nogle af vores kerneværdier inkluderer:

  • At skabe meningsfulde læringsoplevelser for alle børn
  • At støtte børnenes selvforståelse og udvikling
  • At bygge stærke fællesskaber hvor alle kan bidrage
  • At arbejde forsknings- og vidensbaseret

Kom og mød os

Vi inviterer alle interesserede til informationsaften

Torsdag den 23. januar 2025, kl. 16.30-18.30 (Aarhus C)

Naturhistorisk Museum,
Auditoriet,
Wilhelm Meyers Allé 10,
8000 Aarhus C

Vi er i gang med at etablere både en skolebestyrelse og en støtteforening. Støtteforeningen vil arbejde bredt for at støtte skolens udvikling og drift, mens skolebestyrelsen vil fokusere på den daglige drift og skolens kultur. Her vil I også få endnu mere information, når vi er klar.

Vi har etableret et samarbejde omkring forskning i skolens udvikling og praksis. Dette vil hjælpe os med at dokumentere og udvikle vores pædagogiske metoder og sikre, at vi hele tiden arbejder med at forbedre vores praksis til gavn for børnene.

Vi har modtaget interessetilkendegivelser fra familier med børn fra 0. til 10. klasse, og vi vil oprette klasser i overensstemmelse med de behov, vi ser ud fra vores venteliste. Vi er utrolig taknemmelige for alle de tilkendegivelser, vi har modtaget fra personer, der ønsker at hjælpe med at realisere vores vision. Hvis du gerne vil bidrage til projektet, er du meget velkommen til at kontakte os på info@friskolenvildskud.dk

Til fagpersoner der har vist interesse: Vi hører meget gerne fra jer – hvad enten I har konkrete spørgsmål eller ønsker at sende en uopfordret ansøgning. I er også velkomne til at kontakte os på ovenstående mailadress.

Vi vil løbende sende flere nyhedsbreve ud med information om skolens udvikling. Vi opfordrer jer til at komme med alle jeres spørgsmål og tanker – det er gennem dialog og fælles udvikling, at vi kan skabe den bedst mulige skole.

Scroll to Top